Den spanske conquistador Hernán Cortés slæbte dødelig virus med sig til den ny verden.
Da Hernán Cortés i 1516 drog fra Spanien mod den nye verden i vest, slæbte han og besætningen en god cocktail af sygdomme med sig i lasten. Heriblandt den yderst smitsomme og dødelige koppevirus.
Det var næppe Hernán Cortés’ intention at forvandle hele kontinenter til en scene for epidemier, da han satte sejl mod Mellemamerika. Det, der begyndte som en europæisk ekspansion, skulle snart vise sig at være en af historiens mest dødbringende biologiske katastrofer.
I disse tider, hvor vi føler os invaderet af den ene dødelige mutationsvirus efter den anden fra fjernøsten, kunne et tilbageblik på vores egne europæiske forfædres lemfældige omgang med smitsomme vira måske være på sin plads.
Indianere blev udryddet
De intetandende Maya-indianere, som dengang beboede det vi i dag kender som Mexico (og det gør deres efterkommere for så vidt stadig), nåede aldrig at opdage hvad der ramte dem.
Udover at mærke den spanske erobringsstyrkes ubarmhjertighed og ildpinde (geværer) gjorde især koppevirussen langsomt men sikkert kål på den indfødte befolkning.
Cortés’ vej til Den Nye Verden
Europa i det 16. århundrede var præget af en hunger efter ekspansion og dominans. Nationer som Spanien og Portugal førte an i kapløbet om at opdage nye territorier, udvinde ressourcer og etablere magtbaser på tværs af kontinenter.
I efterdønningerne af middelalderen, hvor epidemier som Den Sorte Død havde hærget, begyndte Europa at genvinde fodfæstet, drevet frem af ambitioner om rigdom og magt. Spanske conquistadorer som Cortés så Mellemamerika som et uudnyttet paradis, fyldt med guld og eksotiske kulturer, der ventede på at blive “civiliseret”.
Den katolske kirke spillede også en stor rolle. Tiden var præget af en brændende missionertrang til at konvertere ikke-kristne folk, og kombinationen af økonomiske og religiøse motiver skabte grobund for de store ekspeditioner.
Kopper under rejsen
Sygdomme som kopper var ikke blot uvelkomne blinde passagerer på ekspeditionerne, men de udnyttede også de trange, usanitære forhold på skibene som springbræt til at udrydde hele populationer i Den Nye Verden.
Infektioner som kopper overlevede let i måneder på rejsen tværs over Atlanterhavet. Disse smitsomme vira var resultatet af århundreders sygdomshistorie i Europa, hvor tætboende samfund og mangel på effektiv hygiejne havde skabt et miljø, hvor sygdomme kunne blomstre.
Hvordan kunne kopper overleve så lang tid på rejserne? Ganske enkelt: skibene var en perfekt inkubator. De overfyldte kahytter og mangel på frisk luft og mad skabte forhold, som gjorde det muligt for vira at overleve i lange perioder.
Selvom kopper dengang var en del af europæernes dagligdag, var de oprindelige folk uden tidligere kontakt med sygdommen særligt sårbare. Immunsystemer, der aldrig før havde mødt virussen, blev lammet.
Den tragiske konsekvens for Maya-indianerne
Det er svært at sætte ord på rædslerne, der overgik Maya-indianerne, da koppevirussen trængte dybt ind i deres verden. Det, der for Hernán Cortés og hans besætning bare var en uundgåelig del af hverdagen i Europa, blev hurtigt til en katastrofe uden sidestykke for de oprindelige folk.
Kopper, med sin nådesløse effektivitet, blev integreret i europæernes arsenal.
Den første pandemiske bølge
Da Cortés og hans mænd først satte deres støvler på mexicansk jord, var kopper allerede begyndt sin ødelæggelsesmission. Maya-indianerne, ligesom andre oprindelige folk i Mellemamerika, havde aldrig før været udsat for sygdommen og havde derfor ingen immunitet. Det tog ikke mange måneder, før hele landsbyer blev lagt øde.
Sygdommens karakter gjorde den særligt frygtindgydende: små sår, der spredte sig ukontrollabelt og efterlod ofrene svage og dødeligt sårbare.
Cortés’ brutale metoder
Cortés udnyttede kaosset skabt af sygdommen. Han og hans mænd ventede ofte, indtil sygdom havde svækket et bestemt område til at gå i direkte kamp. Landbyen eller byen var allerede lammet af panik, og de få modstandere, der var tilbage, havde hverken styrken eller ånden til længerevarende modstand.
Mange historikere nævner, at uden kopper kunne Cortés og hans mænd næppe have opnået det samme destruktive resultat mod den overvældende store oprindelige befolkning.
Lærdomme fra fortiden om virussens påvirkning
Sundhedskontrol, som vi kender det i dag, var i det 16. århundrede praktisk talt ikke-eksisterende. Opdagelsesrejsende som Hernán Cortés betragtede smitsomme sygdomme som ligegyldige (og ukontrollerbare) dele af deres dagligliv.
Skibe, stuvet til randen med varer, dyr og folk, tjente som perfekte ynglepladser for patogener. Karantæne blev først et brugbart værktøj århundreder senere.
Nutidens sundhedskontrol virker næsten futuristisk i sammenligning. Flypassagerer scanner deres temperaturer, PCR-tests bliver foretaget lynhurtigt, og grænser kan lukkes ned på et splitsekund, når nødvendigt.
Alligevel viser både historiske og nutidige eksempler på smitsomme epidemier én ting tydeligt: kontrollen og forståelsen for virussers uforudsigelige natur fortsætter med at være en kamp for både videnskaben, de offentlige systemer og menneskelige samfund.
Afslutning
Koppevirussen er et grumt eksempel på, hvordan sygdomme kan forme historiens gang og udrydde kulturer på få årtier. Den spanske erobringsstyrke var mere end våbenmagt; den bar også på en biologisk katastrofe, som de oprindelige folk ikke havde en chance imod.
Det tjener som en evig påmindelse om, hvor lidt kontrol vi mennesker ofte har over naturens kræfter.
Er vi virkelig bedre rustet til at forhindre lignende tragedier i dag, eller gentager vi blot de samme mønstre?
En reaktion
Spændende