Gennem historien er personer med en dominerende venstrehånd blev stemplet som forkerte. Det kan stadig spores i mange sprog, selvom kejthåndede også forbindes med kreativitet.
Kejthåndet – blot et andet ord for det at være forkert på hånden, i mere end én forstand. Engang blev børn, der foretrak venstre hånd, mødt med et pædagogisk løftet øjenbryn og – til tider – en beslutsom lineal.
Kulturen har gennem tiderne ladet venstrehåndethed smage af skævhed; at være kejthåndet var næsten det samme som at være klodset, eller bare akavet placeret i et samfund skabt for højrehænder.
Men selv hvor sprog og talemåder stadig maler kejthåndede som nogle, der ikke kan følge med, er det vokset en stolthed frem. Måske fordi venstrehåndede gennem historien alligevel har leveret mere end bare kragetæer på tavler og blyantssnavs i håndfladen – de har boret sig ind i kulturen som symbolet på det kreative, det nysgerrige, det lidt aparte.
Historiske fordomme og stereotyper om kejthåndede
Højrehåndens dominans er ikke opstået ud af det blå, men er groet sig fast i samfundets normer, så selv et barns valg af blyantshånd engang kunne vække moralsk bekymring. At være kejthåndet har ofte betydet at være mærket som både klodset og lidt til overs – en position, der både har præget sprog og sociale dynamikker.
Kejthåndethed i sprog og udtryk
I gamle latinske kulturer blev venstre forbundet med det uheldsvangre eller det uønskede – “sinister” stammer direkte fra det latinske ord for venstre. Dette træk har sneget sig ind i mange europæiske sprog og kulturer.
Selv på dansk hænger udtrykket “kejthåndet” ofte sammen med at lave noget på en kikset eller klodset måde, nærmest som om venstrehånd bare per automatik er symptom på dårlig koordinering.
Det er ikke kun i hverdagsudtryk, at fordommene om venstrehåndethed stikker snuden frem. Går man tilbage til eksempelvis Romerriget, blev venstrehåndsbrug anset som uheldigt, og den sociale status fulgte trop – ingen ønskede at blive “sat på venstrehånd”, som om det var en straf i sig selv.
Ddet beskrives f.eks. i denne artikel om fund fra Romerriget.
Sociale konsekvenser for kejthåndede
Kejthåndede børn vejrede ikke kun frustration ved at gnide deres skrift ud, de mærkede også blikkene fra lærere, der (måske af bedste vilje) søgte at rette dem “på plads”.
Historisk har presset for at tilpasse sig de højrehåndede normer betydet, at mange har følt sig fremmede i deres egen krop. Selvværdet kunne få et knæk, når venstrehånden blev betragtet som både klodset og doven. For ikke så mange generationer siden blev børn med “forkert” hånd dikteret at skrive med højre.
Det at gøre noget “kejthåndet” bruges stadig som synonym for klodsmajor eller inkompetence.
Nye undersøgelser viser, at venstrehåndede ganske vist ofte har en anderledes tilgang til problemløsning og motorik – ikke dårligere, bare anderledes, hvilket også diskuteres i denne artikel om venstrehåndedes hjerner.
Kejthåndethed og kreativitet: Myter, forskning og virkelighed
Hjernen sætter de fleste stadig i bås – en halvdel styrer logikken, den anden legen. Men virkeligheden nægter ofte at følge skemaet. Nyere studier peger på, at folk, der skriver med venstre, har en lidt utraditionel symfoni i hjernens nervebaner.
For eksempel viser visse hjernescanninger hos kreative personer, at netop de områder, der kommunikerer på tværs af hjernehalvdelene, er mere aktive eller smartere forbundne hos enkelte af de venstrehåndede end hos flertallet.
Ikke at hver eneste person, der jonglerer med venstre, nødvendigvis vågner op som den næste store maler eller opfinder – sådan fungerer statistikken sjældent.
Men data antyder, at en større fleksibilitet mellem de to sider af hjernen ofte ses hos folk, der hverken lader sig kue af linjepapir eller stereotyper.
Dette kan give en mere kreativ tilgang, hvor løsninger ikke følger den mest slagne vej, men opstår som en form for mental genvej.
Samtidig glemmer mange, at den såkaldte klodsethed ofte bare er et udtryk for, at verden ikke er designet til venstrehåndede. Når værktøjet er bygget til de andre, må man tænke nyt – og måske opstår det kreative netop der, hvor man presses ud i uvante løsninger.
Kendte venstrehåndede: Fra outsider til forbillede
Historien er rig på personer der udnyttede deres “skæve” perspektiv. Indenfor kunst og videnskab glimter navnene, ofte ledsaget af fortællinger om at se verden fra nye vinkler.
- Leonardo da Vinci – et hovedspring ned i renæssancens virvar af ideer. Han malede med venstre og skrev spejlvendt.
- Pablo Picasso – med sin evne til at fornye kunsten gang på gang er han et levende bevis på, at det farlige og det frugtbare ofte følges ad. Hans venstrehånd betød ikke bare en anden streg, men måske også en anden måde at tolke verden på.
- Marie Curie – hun brød igennem med sine banebrydende opdagelser og tog kampen op med både kønsroller og skråsikre kolleger.
Listen fortsætter nærmest i det uendelige – fra Einstein og Paul McCartney til Bill Gates og Oprah Winfrey.
Samfundets syn på kejthåndede i dag
I dag er det med at være venstrehåndet heldigvis ikke længere ensbetydende med at stå i skammekrogen – i hvert fald ikke overalt. Selvom der stadig klæber sig et strejf af outsider-energi til folks forestilling om venstrehåndede.
I Danmark tænker mange dårligt over, hvis barnet tager blyanten i venstre hånd, men det er ikke reglen i hele verden. Selv små detaljer, som placering af bestik eller regler omkring håndtryk, kan føles som et klodset benspænd.
- I store dele af Asien – især Kina, Indien og Indonesien – ser man fortsat forældre og lærere presse børn til at bruge højre hånd. Her handler det ikke kun om tradition, men også om normer for høflighed og renlighed. At række frem med venstre hånd kan blive læst som direkte uhøfligt, og visse steder tolkes det som manglende opdragelse.
- I Mellemøsten kan hvilket håndtryk der gives på kontoret, også virke som en mindre detalje for højrehåndede – men for kejthåndede kræver det konstant opmærksomhed på ikke at overtræde kulturelle regler.
- I Vesteuropa og Nordamerika virker det meste til at være af-tabuiseret. Statistikker antyder, at omkring 10 procent af befolkningen er venstrehåndede, og fremhersker tanken om kreativitet og originalitet.
Spørger man indgående, vil mange venstrehåndede dog stadig pege på små daglige irritationer – taster, værktøj, sportsudstyr og samlebåndsprodukter, som foregiver at være universelle, men i praksis fortæller én ting: det naturlige for samfundet er stadig højrehånden.
Samfundets syn er ikke kun et spørgsmål om accept, men også om adgang. I sport bliver venstrehåndede ofte betragtet som wildcards – enten som geniale strategiske aktiver eller besværlige outsidere.
Verdenseliten i skak domineres for eksempel af kejthåndede, som det understreges i debatten om venstrehåndede skakspillere.
Konklusion
Skønt billederne af den venstrehåndede som et skævt tandhjul i maskineriet stadig blinker i baggrunden, har noget ændret sig. Det er begyndt at glide over i anerkendelsen af kreativitet, vovemod og evnen til at se muligheder i det, der ikke er standard.
