Når krig, kulde, tørke eller fjender nærmede sig, gjorde nogle samfund det mest oplagte men også besværlige: De flyttede nedad. Ikke bare til kælderen efter syltetøj, men ind i klippen med hele familier, dyr og forsyninger.
Historien om en underjordisk by handler derfor ikke kun om sten og mørke. Den handler om opfindsomhed med ryggen mod muren, bogstaveligt talt.
Hvorfor blev en underjordisk by bygget?
Anlæggene blev bygget for at beskytte mennesker og værdier mod angreb, men også for at skabe stabile opbevaringsrum.
- Beskyttelse mod angreb og uroligheder
- En kølig temperatur, der ændrede sig langsomt
- Sikker opbevaring af vand og korn
- Et midlertidigt skjul for lokalsamfundet
Det var sjældent luksusboliger og slet ikke med udsigt. Livet var trangt, men fjenden fik til gengæld svært ved at finde indgangen, mens folk kunne vente, til faren var drevet over.
Hvordan en underjordisk by som Derinkuyu fungerede
I Kappadokien i Tyrkiet, nær Nevşehir, ligger Derinkuyu, den store klassiker blandt underjordiske anlæg. Byen strækker sig gennem mange etager i den bløde, vulkanske sten og havde plads til tusindvis af mennesker. Her fandtes blandt andet:
- Stalde
- Køkkener
- Brønde
- Ventilationskanaler
- Religiøse rum, som muligvis blev brugt af kristne samfund i den byzantinske periode
Ifølge BBC’s gennemgang af Derinkuyu når komplekset mere end 85 meter ned og rummer op til 18 etager. Anlægget blev næppe udtænkt på én tirsdag. Det blev sandsynligvis udvidet gennem flere etager over meget lang tid. Forskerne diskuterer fortsat, hvilke folkeslag der brugte det, og hvornår.
Et helt samfund bag stenporte
Smalle gange, skjulte indgange og tunge stendøre kunne gøre en indtrængen til en ret elendig arbejdsdag for angribere. Men stendøre løste ikke alt.
Frisk luft, affald, lys, vand og mad skulle stadig fungere. Ventilationskanaler ledte frisk luft ned i dybden, mens andre funktioner krævede nøje planlægning. Overlevelse under jorden krævede derfor mere end et hul i klippen.
Den mest imponerende del var ikke mørket, men logistikken, der holdt hverdagen kørende i det.
Fra Kappadokien til Europas skjulte tilflugtssteder
Derinkuyu stod ikke alene. De underjordiske byer i Kappadokien-området omfattede også Kaymakli i Tyrkiet.
Anlæggene var dog ikke identiske:
- Lokale anlæg kunne bruges til skjul, opbevaring og kortvarigt ophold.
- Naours-tunnelerne i Frankrig dannede et historisk netværk af rum, gange og inskriptioner.
- Dixia Cheng i Beijing blev bygget under Den Kolde Krig som beskyttelse mod bombardementer og atomtrusler.
I Beijing blev Dixia Cheng altså skabt til en helt anden type krig. Ældre refugier skulle ofte holde lokale fjender ude, mens moderne bunkere skulle modstå våben, der kunne gøre hele byer usikre. Krigsteknologiens historiske udvikling gjorde mure mindre betryggende og undergrunden mere interessant.
Kaymakli og Derinkuyu forbindes ofte med forskellige perioder og mulige brugere. Nogle historiske fortolkninger peger på kristne beboere i byzantinske perioder, men det er ikke endeligt bevist. Andre teorier foreslår ældre rødder, muligvis helt tilbage til hittitter, men også det er omdiskuteret.
Var de virkelig bygget til at huse alle?
Ordet by kan snyde lidt. Nogle steder var faste opholdssteder, andre midlertidige refugier. Arkæologer ved ikke altid, hvor længe rummene var beboet, eller hvor længe beboere faktisk opholdt sig bag de lukkede indgange.
Derinkuyu er i dag åben for besøgende som historisk seværdighed nær Nevşehir. Turister bevæger sig gennem smalle passager og mange trapper, mens anlæggets kamre giver et indtryk af hverdagen under jorden. Åbningstider, adgangsforhold og eventuelle lukninger bør selvfølgelig kontrolleres hos en officiel lokal turistkilde.
Det gør ikke historien mindre vild. Det gør den bare mere menneskelig. Kaymakli og andre underjordiske byer viser samtidig, hvor forskelligt mennesker har indrettet skjulte anlæg til beskyttelse.
Under jorden, men ikke uden orden
Underjordiske byer var gennemtænkte, praktiske svar på konkrete trusler. Miljøet var klaustrofobisk, men organiseringen var imponerende.
Mennesker bygger stadig under jorden til transport, energi, beskyttelse og plads. De gamle anlæg minder os om, at overlevelse nogle gange begynder med at grave nedad.
En reaktion