Middelalderen får ofte rollen som historens dunkle kælder, hvor folk snublede rundt og var sikre på, at jorden var flad. Det er en god fortælling. Den er bare ikke særlig præcis.
Mange middelalderlige lærde vidste udmærket, at Jorden var kugleformet. Misforståelsen siger derfor mere om senere tiders behov for at føle sig klogere end om middelalderens mennesker.
Hvorfor troede middelalderens mennesker, at jorden var flad?
Spørgsmålet hviler på en moderne myte. Allerede Aristoteles pegede på Jordens runde skygge under måneformørkelser, og Eratosthenes beregnede omkredsen flere hundrede år før Kristus.
Den viden forsvandt ikke med Romerriget som en tabt sok i en vaskekælder. Antikke tekster blev læst, kopieret og diskuteret i klostre og ved universiteter. Den almindelige bonde havde næppe et astrolabium i skuret, men det betyder ikke, at han nødvendigvis forestillede sig en pandekage under fødderne.
Man bør skelne mellem hverdagsviden og lærde miljøer. Horisonten så flad ud, ja. Det gør den stadig. Men at jorden var flad var ikke middelalderens fælles trosbekendelse
Kirken var ikke imod en rund jord
Kirken var heller ikke én stor nej-hat med kors på. Enkelte teologer havde andre forestillinger, men mange accepterede den kugleformede jord som almindelig lærdom.
Thomas Aquinas skrev eksempelvis, at astronomer og naturforskere kunne bevise Jordens rundhed med forskellige argumenter. Tro og naturstudier gik ikke altid hånd i hånd, men de slog heller ikke nødvendigvis hinanden i hovedet med en bibel.
Myten blev født langt senere
I 1800-tallet blev middelalderen praktisk som mørk kontrast til den moderne fornuft. Washington Irvings populære fortælling om Columbus hjalp myten godt på vej, som Vatikanets observatorium beskriver.
Columbus sejlede ikke ud for at bevise, at jorden ikke var flad. Uenigheden handlede især om klodens størrelse, og om han havde udregnet afstanden til Asien alt for optimistisk. Det havde han.
Hvad vidste middelalderens mennesker om verdens form?
Klostre og universiteter holdt astronomien varm, mens resten af Europa havde travlt med høst, handel og overlevelse. Lærdommen byggede på gamle værker, observationer og autoriteter. Ikke perfekt, men heller ikke blindt.
Flere tegn pegede mod en rund Jord:
- Skibenes skrog forsvinder først bag horisonten.
- Jordens skygge på Månen er rund under en måneformørkelse.
- Stjernehimlen ændrer sig på rejser mod nord eller syd.
Få kunne læse, rejser tog tid, og måleinstrumenter var beskedne. Derfor var viden ulige fordelt. Samme mønster ses i myter og fakta om kyskhedsbæltet, hvor eftertiden også har pyntet gevaldigt på middelalderen.
Tro og viden kunne godt gå hånd i hånd
Mange accepterede en rund jord i et univers skabt af Gud og omgivet af himmelske sfærer. Det afgørende spørgsmål var ofte ikke kun verdens form, men hvem der måtte forklare den.
Den flade jord var mest en senere skrøne
Nogle mennesker kan naturligvis have forestillet sig verden fladere, end den var. Men de havde som sagt heller ikke bøger, målinger eller lange sørejser som hverdagskost.
Men middelalderens lærde kendte i vidt omfang den runde Jord. Myten om, at jorden var flad, fortæller mest om senere tiders hang til at gøre fortiden dummere, for måske at føle sig lidt klogere.
